Større fokus på biodiversitet

Grønt Nørager

Baggrund: Dette projekt har til formål at binde flere grønne områder i Nørager by sammen og dermed skabe flere områder med forskellige naturtyper, som eks. Vildtvoksende græsarealer, blomsterenge, vandområder og forskellige skovområder.

Nørager er en by med flere forskellige grønne områder, der bruges af mange af Nøragers borgere.

Området mellem skolen og byen har en skovlignende bevoksning, som består af både løvfældende træer samt granskov. Der forefindes en del vådområder her samt flere mindre søer. Der er anlagt stier samt hundeskov. Stierne bruges bl.a. som skolevej.

Op ad skovområdet har Rebild Kommune et areal i forbindelse med administrationsbygningen. På dette areal er der en sø og en ældre bevoksning.

Plan og formål:

Det er planen at Nørager vil være en model for andre lokalbyer i Rebild Kommune for hvordan borgerne, foreninger, institutioner, kommunen samt private virksomheder sammen kan få større fokus på biodiversitet og skabe en rigere natur i fællesskab.

Gennem dialog med interesserede skal der skabes spændende projekter, hvor hele byen kan medvirke. I første del af denne proces inddrages 4 områder:

  • Et spændende projekt er ved at opstå i den vestlige udkant af Nørager, ved Vester Skovvej, hvor mange mennesker går tur. Ejeren ønsker at gøre dette område til et område med vand, vildtvoksende engområde med islæt af blomster samt buskads for fugle og mindre dyr. Der vil blive offentlig adgang til en del af dette område og være mulighed for at gøre ophold og hvile.
  • Et område ved kommunens administrationsbygning, som i dag er græsplæne med ældre træer. Her skal der skabes mere liv gennem en mere naturlig bevoksning og mindre græsslåning. Byens borgere samt skolen inddrages her, hvor børn hjælper med udsåning samt bygger insekthoteller sammen med naturvejlederen (egenfinansieret).
  • Vandværket i Nørager ønsker at gøre vandværkets arealer grønnere. Vandværket stiller derfor vandværksgrunden til rådighed for en frugthave for hele byen.
  • Sortebakkeskolen, som også har plantet klimaskov og været med i KlimaRebild i flere år arbejder med i projekterne, hvor børn f.eks. laver insekthoteller og pindsvineboer.

Erhverv

Flere virksomheder ønsker at gøre deres grønne områder mere mangfoldige og ønsker hjælp til planlægning.


Kontakt

Gert Rubæk
gert.rubaek@aalborg.dk

Støtter