Gl. Skørping

Naturområde med stor mangfoldighed

Området i dag

Gl. Skørping Natur er et ca. 7,5 Ha stort område, der ligger ved Gl. Skørping Kirke. På området ligger tre gravhøje og det har været drevet som landbrug, men er næringsfattigt, og ikke god landbrugsjord.
En gruppe borgere i Gl. Skørping har taget initiativ til at omdanne området til et naturområde med lunde og stor mangfoldighed.

Buskbeplantning og levende hegn

Arealet ejes af staten og forvaltes af det lokale menighedsråd. Stort set hele arealet er omfattet af en kirkefredning 01894.04 (blst.dk). Fredningen har i store træk til hensigt at sikre udsigtslinjer mod kirken fra vest. Det betyder, at der ikke må opføres bygninger, beplantning, boder m.v., der hindrer udsigten. Der er desuden beskyttelseslinjer omkring gravhøjene og en stenkiste opført langs vandløbet, hvilket betyder, at den rørlagte å sandsynligvis ikke kan fritlægges.

Gl. Skørping naturplan

De åbne markarealer mod vest lægger op til, at der med buskplanter kan arbejdes med overgange i forhold til landskabskarakteren. Buskbeplantninger kan endvidere skabe lidt læ fra vest.

Et markant levende hegn mod nord kan eventuelt sløres ved etablering af tilstødende beplantning. Vandlidende områder kan uddybes, så de våde områder udnyttes til at øge variationen og oplevelsesværdierne på arealet. Udsigtslinjer fra veje og tilstødende bygninger respekteres, hvilket forhindrer, at der plantes i udsigtsfelterne. Samtidigt respekteres indkigget mod den store gamle eg, der vokser ved Svend Hedes hus.
Jorden virker mere næringsrig på den sydlige del af arealet, så her vil potentialer for etablering af urter være mindre.

Hvordan i praksis

På baggrund af de forudgående overvejelser kan der skitseres nogle principper for udformningsforslaget. Det overordnede formål er at skabe varieret natur på arealer således, at der skabes en vild forhave til Gl. Skørping Kirke. Desuden skal stedet give mulighed for rekreative oplevelser i sammenhæng med de øvrige attraktioner i og omkring Rold Skov. Hovedgrebet kan være en informationsstation, der formidler områdets historie. Der kan plantes enkelte lunde uden for udsigtsfelterne, desuden henlægges felter til naturlig succession.Det meste af arealet er relativ næringsfattigt og der vil derfor være potentiale for, at urter indfinder sig naturligt på arealet. Processen kan hjælpes på vej ved periodevis afgræsning. Der kunne eventuelt oprettes et græsningslaug, der endvidere vil samle folk omkring aktiviteten og stedet. Det vurderes ikke at være nødvendigt, at tilså hele arealet med urter, men urterne kan navnlig sås ud langs vejene for at give prydeffekt og skabe variation.
På sigt, når lundene har etableres sig, kan der foretages en ringning af enkelte træer på gravhøjene, så højene på sigt bliver synlige i landskabet. Ringningen af træerne vil skabe dødt ved på arealet, hvilket bidrager til biodiversiteten.

Informationsskilte

Det er et ønske at få opsat informationsskilte og lave et opholdsareal i lighed med det, som er etableret ved f.eks Lille Vildmose.


Kontakt

Thomas Lam
Tlf. 2520 2438
thomas.lam@aalborg.dk

Støtter