Mandag, tirsdag og onsdag har Vild med Rebild været i Ravnkilde sammen med alle børnene fra Ravnkilde Børneunivers. Sammen har vi arbejdet med to af vores fokusarter, pindsvinet og flagermusen.
Selvom vi endnu ikke har været så heldige at møde hverken pindsvin eller flagermus, har børnene gjort en stor indsats for at skabe bedre forhold for dem. Vi har bygget et flot kvashegn, lavet insekthoteller og plantet flere træer og blomster, som kan tiltrække de insekter, begge dyr er afhængige af som føde.
Undervejs har børnene lært om fødekæder og om, hvor vigtigt det er at skabe gode levesteder for insekterne. For når der kommer flere insekter, bliver der også mere mad til de større dyr, og sådan hænger naturen sammen.
Det har været tre fantastiske dage med en flok engagerede, nysgerrige og glade børn, som har været en fornøjelse at være sammen med. Samtidig har flere af byens beboere lagt vejen forbi for at følge arbejdet, høre om projekterne og se, hvad børnene og Vild med Rebild har været i gang med.
Nu glæder vi os til at følge udviklingen og se, om vores nye tiltag kan gøre området endnu mere attraktivt for både insekter, pindsvin, flagermus og mange andre arter.








